Sprøjtemaling af modeller

af Erik Olsen (først offentliggjort i Lokomotivet nr. 55, februar 1999)

---

Da jeg som 13-årig begyndte at bygge modelbane i skala N, var det med modeller af udenlandsk materiel. Min inspiration var Reitzels Modelbanebøger 1-4 af Svend Pedersen og artikler i Hobby Bladet som min far købte. Senere ombyggede jeg industrimateriel så det blev mere dansk. Modellerne skulle så males. Til mine første forsøg brugte jeg Syntal som dækkede dårligt og var for blank, senere Humbrol som dækker bedre. De blanke er behagelige at arbejde med og tørrer langsomt så malingen flyder sammen, men samler støv under tørringen. De hæfter godt på metaloverflader. De matte ser bedre ud, men tørrer hurtigt så det er svært at få en jævn overflade. De hæfter dårligt på metaloverflader, så grunding er nødvendig.

Af andre grunde gik jeg efter 6-7 år med skala N over til at bygge i skala 0. Min første 0-model var en KSB-personvogn bygget helt af metal. Den blev malet med blank Humbrol som med tiden har fået lidt mere dæmpet glans. Resultatet var rimeligt og langt bedre end jeg havde opnået i N. Det tog lang tid, men jeg var begejstret.

Da jeg købte en sprøjtepistol

Efter endnu nogle modeller der blev kasseret før de var færdige, byggede jeg en QGB-vogn med undervogn af messing. Den skulle være gammel, mat og snavset. Jeg undersøgte alternativer til mat Humbrol med bedre vedhæftning på messing. Hos Nyboder Hobby fandt jeg mat snavset-sort maling fra det amerikanske firma Floquil til undervognen. Ifølge artikler i Model Railroader skulle denne holde godt på metal, men den tørrede hurtigt og måtte derfor sprøjtes på. Hos Adamsen fandt jeg en Humbrol sprøjtepistol med drivmiddeldåse. Til vognkassen som var bygget af træ, blandede jeg en passende brun farve af Humbrol maling, den blev også sprøjtet på. Påskrifterne var Letraset med en malet krone. Efter at vognkassen havde fået en gang Humbrol matlak, blev vognen samlet og let oversprøjtet med mudder- og sandfarve.

Resultatet var bedre end jeg kunne opnå med de tidligere teknikker. Men sprøjtepistolen var en primitiv tingest med stort farveflow og dårlig forstøvning. Det gjorde måske ikke så meget når større flader skulle dækkes, men mudderoversprøjtningen sidder i klatter. Desuden brugte sprøjten meget luft, de dyre drivmiddeldåser blev hurtigt brugt.

Da jeg købte en airbrush

Hvis jeg skulle opnå bedre resultater, måtte jeg have bedre værktøj. Da der begyndte at komme billigere airbrush-modeller i handelen, købte jeg for ca. 18 år siden hos Tutein & Koch en Aerograph Sprite, også denne gang med drivmiddeldåse. Selvom det er en billigudgave af en professionel airbrush, måtte jeg gribe dybt i lommen. Heldigvis er airbrusher siden blevet billigere.

Hvad er en airbrush? Airbrushen blev udviklet i starten af dette århundrede til professionelt illustrations- og retoucheringsarbejde, dengang den grafiske branche var håndens arbejde. Det er en minisprøjtepistol som har uafhængig kontrol af luft- og farveflow, man kan derfor opnå meget fine og tynde farvelag og gradvise overgange. Kontrollen sidder i en og samme knap: Tryk ned og der kommer luft, træk tilbage og der kommer farve (double-action princippet). Man kan trykker mere eller mindre ned og trække mere eller mindre tilbage på knappen. Dysen består inderst af en farvedyse med en konisk nål. Når nålen trækkes tilbage åbnes mere og mere for farven. Farvedysen sidder inden i luftdysen sådan at luften strømmer ud rundt om farvedysen. Farvekoppen er i reglen anbragt oven på huset.

En double-action airbrush er ikke helt nem at betjene, den rigtige brug kræver øvelse. Der findes i dag til hobbymarkedet mere enkelt udformede modeller som er nemmere at betjene. På disse kan kun luftflowet varieres med knappen, mens farveflowet på nogle modeller kan forudindstilles (single-action princippet). Farvekoppen er her anbragt under huset.

Foto 1: Dele til en PF-model under tørring, alle med håndtag.

Kunsten ved at arbejde med airbrush er først og fremmest at undgå splatter, uforstøvede klatter af maling. De opstår hvis der kommer farve fra dysen, mens luftflowet er lavt eller der er lukket for luften. Så princippet er: 1) luft på, 2) farve på, 3) farve af og 4) luft af. Det er nemt at forklare, men det tager tid før det ligger i fingrene. Det tager også tid at lære at graduere luft- og farveflow så man opnår den kontrol og de muligheder, der er double-action airbrushens store styrke.

På en single-action airbrush kan man ikke lukke af for farveflowet, derfor er farvekoppen anbragt under huset så farven skal suges op af luftstrømmen. Til gengæld kan den ikke arbejde med så små luft- og farveflow. En single-action airbrush giver ikke den samme gode kontrol som en double-action.

Den kolde drivmiddeldåse

Det gik dog ikke som jeg havde håbet. Et problem var drivmiddeldåserne, selvom airbrushen havde et mindre luftforbrug end min første sprøjte. Forklaringen er enkel nok. Dåsen indeholder en drivgas i flydende form under tryk. Når man bruger af den, fordamper noget af den flydende gas, så den brugte luftformige gas erstattes. Fordampningen kræver varme, og efterhånden afkøles gassen så trykket falder. Snart er der ikke tryk nok til at male. Man kan skifte imellem flere dåser, men det er besværligt, og dåserne er dyre. Da der ikke er nogen reduktionsventil, betyder det varierende tryk at betjeningen af airbrushen besværliggøres.

Der fulgte flere år hvor jeg sjældent brugte min dyrebare. En dag erkendte jeg at hvis jeg nogensinde skulle give mine modeller den flotte malebehandling, jeg indtil da blot havde drømt om, måtte jeg købe en kompressor. Jeg overvejede selv at bygge en med en brugt køleskabskompressor og reduktionsventil. Den reduktionsventil jeg havde, viste sig at være defekt, og en hjemmelavet trykluftbeholder kan være farlig. De billige hobbykompressorer man kunne købe, støjede alt for meget.

For fire år siden købte jeg en kompressor hos Rafn-P. Den tilsluttes en 220 V stikkontakt, har beholder, en pressostat så den selv starter og stopper, reduktionsventil, manometre til såvel beholdertryk som arbejdstryk, og den støjer ikke når den kører! Den er vistnok fremstillet i Italien, og prisen er lav i forhold til hvad der ellers er på markedet (juni 1998: ca. 3000 kr. inkl. moms).

Foto 2: Hvordan man holder på en double-action airbrush.

Læreprocessen

Jeg havde fået en prima luftforsyning, men jeg havde stadig splatter-problemer. Hvorfor nu det? Jeg læste artikler og bøger og brugsanvisninger, og jeg fattede efterhånden lidt af princippet i betjeningen som beskrevet tidligere. Jeg har gennem tiden øvet mig mere med Spriten. Splatter kan skyldes en defekt dyse og nål eller snavs. Spidsen på nålen bøjes let, jeg måtte skifte min. Hvis malingen ikke er fortyndet nok, sætter der sig maling i dysekappen som rives med som større dråber. Jeg plejer at checke dysekappen jævnligt. Sidder der noget maling, renser jeg det af med en pensel med fortynder og tørrer efter med et papirlommetørklæde.

Figur 1: Sprøjtemaling af indadgående hjørner.

Foto 3: Øverst: Hansa 352, i midten: Hansa 251 og nederst: Aerograph Sprite.

Jeg syntes at Spritens farvekop var for lille, og måske forlangte jeg for meget af den (0,2 mm dyse). Så jeg kiggede for to år siden efter en airbrush med større farvekop og måske større dyse. Efter mange overvejelser fandt jeg en Hansa model 352 med en stor sidehængt farvekop og 0,3 mm dyse (modellen er nu udgået). Det tiltalte mig at den er helt af metal, hvor nogle af Spritens dele er af plast (gælder ikke den ny udgave af Sprite). Desuden har Hansas dysekapper et særligt design med små luftkanaler som skulle modvirke splatter.

Hansaen er faktisk nemmere at have med at gøre. Det viste sig blot at til mange opgaver er 0,3 mm dysen for stor. Lufthastigheden er så stor at det er svært at få dækket indadgående hjørner på en model, f. eks. mellem sidestolper og sideklædningen på en godsvogn (se figur 1). Der skabes lufthvirvler der hindrer farven i at nå overfladen. Den opgave løses bedst med en 0,2 mm dyse, lavt lufttryk og lavt farveflow. Det tager lidt tid, malingen må bygges op i tynde lag. Til gengæld tørrer Floquil hurtigt, man kan efter et minut eller to sprøjte ovenpå.

Jeg oplever stadig at Spriten kan splatte fordi der samler sig maling i dysekappen, måske fordi jeg ofte arbejder med lavt tryk (1 bar). Tilsyneladende er Hansas dysekapper bedre til at undgå ophobning af maling. Jeg har derfor netop købt en double-action Hansa model 251 med 0,2 mm dyse hos Rafn-P (juni 1998: 750 kr. inkl. moms). Jeg har endnu ikke så mange erfaringer med den, men jeg synes den er rar at arbejde med.

Foto 4: Min trykluftkompressor.

Hvilken maling?

Klargøring af modellen

Når modellen er renset for overflødig lim eller loddetin, skal den adskilles og rengøres grundigt før bemalingen. Jeg bruger varmt vand, skurecreme og en gammel tandbørste, derefter varmt vand, opvaskemiddel og tandbørsten. Derefter en grundig afskylning med varmt vand hvor jeg også bruger tandbørsten. For at undgå kalkpletter har jeg prøvet at blæse vandet af med trykluft, men luften fra en kompressor indeholder lidt olie, og så er overfladen ikke ren mere. Det enkleste er at bruge demineraliseret vand, eventuelt tilsat lidt foto-afspændingsmiddel, som sidste gang skyllevand, ryste vandet af og lade modellen tørre under et dække for at undgå støv.

Jeg maler modellen adskilt i så mange dele som det er praktisk. Vognkasse og undervogn skrues fast til håndtag fremstillet af aluminiumstrimler og rundmessing, akselkasser sættes på tilpassede tændstikker der sammen med øvrige dele sættes fast i huller boret i trælister. Hjulsæt forsynes med afdækningstape på løbeflade/flange og plastrør på akselenderne, plastrørene beskytter og er samtidig håndtag. Delene skal kunne håndteres uden at røre de malede flader. Lige inden bemalingen støves delene grundigt af med en ren blød pensel.

Jeg var stadig fascineret af Floquil som ikke mere kan købes herhjemme. Amerikanerne er blevet hysteriske med sikkerhed, selv 30 ml glas med brændbar maling må ikke forsendes med post eller fly. Heldigvis kan Floquil købes hos Old Pullman Modelbahnen i Schweiz. Det gør jeg så. Der skal bruges en særlig fortynder, Dio-Sol, og eventuelt andre tilsætninger, og farvekort kan også købes (anbefales). Floquil har for nogle år siden ændret farvespecifikationen så malingen ikke angriber polystyrenplast i samme grad som tidligere, den ændrede type er også lettere at arbejde med. Ved sprøjtning er fortyndingsmidlet næsten fordampet når malingen når overfladen. Jeg har ikke oplevet problemer ved maling af plast.

Når maling sprøjtes med en airbrush, skal den fortyndes. De fleste Floquil malinger er matte, faktisk for matte når de sprøjtes. Derfor tilsætter jeg lidt halvblank lak (Glaze). Malingen tørrer nogle gange for hurtigt, så jeg tilsætter lidt "forsinker" (Retarder). Hvis malingen tørrer for hurtigt, kan det også skyldes for lidt fortynding eller for gammel maling. Det viser sig ved at overfladen får et pulveragtigt udseende, malingen flyder ikke sammen. Blandingens viskositet skal være som sødmælk (studer et glas mælk). Det er vigtigt at malingen røres grundigt op. Hvis den bliver for gammel kan den være svær at røre ordentligt op, så er der kun en vej, ud i skraldespanden. Klumper tilstopper nemlig med sikkerhed dysen.

Floquil angiver for sine malinger: Matte farver: 75% farve og 25% Dio-Sol eller 75% farve, 20% Dio-Sol og 5% Glaze (Glaze giver en silkemat glans), blanke farver: 50% farve og 50% Dio-Sol. Der kan tilsættes indtil 2% Retarder. Jeg har haft held med følgende blanding for matte farver: 70-65% farve, 20-25% Dio-Sol, 8% Glaze og 2% Retarder. Til dosering bruger jeg 2, 5 og 10 ml engangssprøjter som kan købes på apoteket, jeg blander i et tomt rent farveglas og fylder airbrushen med en engangssprøjte. Jeg stiller luftforsyningens reduktionsventil på 1,4 bar (20 psi) eller ned til 1,0 bar (15 psi) hvis jeg skal tæt på. Det kan være nødvendigt at prøve sig lidt frem.

Til undervogne bruger jeg Engine Black, Grimy Black, Weathered Black eller blandinger. Til ældre brune DSB-godsvogne har jeg prøvet forskellige blandinger efter at have sammenlignet farveprøver med vogne på Jernbanemuseet. Jeg er endt med at vælge Boxcar Red, den dækker fint, så jeg grunder ikke. Jeg har malet en DSB-pakvogn med Wisconsin Central Maroon på en grunding af Oxide Red (anden rødbrun farve kan bruges). Den ser ud til at passe godt med DSBs gamle personvognsrøde. Wisconsin Central Maroon er halvblank og dækker ikke så godt, bundens farve slår igennem, derfor grundingen. Glansen passer udmærket, mine modeller er nemlig fra en periode hvor man holdt personvognsmateriellet nogenlunde rent. Den halvblanke kan tilsmudses efter behov og bliver da mere mat.

Humbrol maling egner sig også til sprøjtning med airbrush. Her har jeg haft lidt problemer med fnuller i malingen. Brug kun Humbrol fortynder, terpentin får malingen til at udfælde, det går helt galt i en airbrush. Blandingsforholdet farve/fortynder er ikke så konstant som ved Floquil da viskositeten af Humbrol maling varierer noget. Jeg bruger ofte Humbrol til tilsmudsning og fortynder da noget mere. Andre fabrikater har jeg ikke erfaringer med.

Foto 5: Viser tydelige forskelle i såvel byggeteknik som bemaling:
Til venstre QE bygget 1998, til højre QGB bygget 1977.

Tørring, afdækning og samling

Når malingen er støvtør bør man kontrollere sit arbejde: Er der helligdage kan de males nu med airbrush eller pensel efter behag. Afdækningstape trækkes forsigtigt af (senest dagen efter), pas på ikke at beskadige malingen. Jeg bruger gerne en pincet. Derefter lader jeg malingen tørre mindst en uge. Tålmodighed betaler sig, uanset om man nu skal male videre med en anden farve eller samle modellen, er malingen langt mere robust efter en uges tørretid.

Hvis der skal sprøjtemales med en anden farve, må man afdække den del af modellen der ikke skal males nu. Jeg bruger glat afdækningstape af god kvalitet. Hvis tapen skal sidde fast på allerede malede flader, klæber jeg en strimmel på et rent skæreunderlag og skærer kanten ren med en skalpel. Når strimlen trækkes af skæreunderlaget, har den mistet noget af sin klæbeevne, og kan anbringes på modellen og trykkes fast uden risiko for at ødelægge malingen. Der suppleres med flere tapestrimler og papir i fornødent omfang. Afdækningstape må ikke sidde på modellen i mere end et døgn, ellers gror det fast! Flydende afdækningsmidler som Humbrol Maskol har jeg kun dårlige erfaringer med, de tørrer for hurtigt og ikke til at få af hverken pensel eller model.

På grund af besværet med afdækning maler jeg ofte anden gang med pensel, for eksempel tagflader og indvendigt i åbne vogne. Maler man lidt ved siden af, kan den overflødige maling tørres af med en vatpind fugtet med fortyndingsmiddel - endnu en fordel ved den lange tørretid.

Når alle dele har tørret mindst en uge efter sidste bemaling, kan modellen samles. Det kan være nødvendigt at slibe eller skrabe lidt maling af sine steder hvor delene går for stramt. Den måde jeg samler mine modeller på, gør at enkelte små dele ikke er malet, og selvom man er forsigtig, kan der opstå småskader på malingen. Disse mangler må udbedres efter samlingen. Jeg pletmaler med pensel, og ser samtidig efter helligdage. Jeg bruger samme farveblanding og glans som ved sprøjtemalingen, men uden fortynding. Ved samme lejlighed males eventuelle sorte påskriftfelter.

Når pletmalingen er tør efter en uge, anbringes påskrifterne. Jeg foretrækker tøroverføringsprincippet (som Letraset eller Mecanorma), og får lavet påskrifterne specielt, men for eksempel På Sporet har mange påskrifter til H0 efter samme princip. Derefter tilsmudses modellen, og efter tørring er den klar til at rulle ud på modelbanen. Jeg lakerer ikke mine modeller med klar lak, dels fordi laklaget har en tendens til at drukne detaljer, dels fordi jeg godt kan lide glansforskellen mellem de halvmatte/halvblanke sider og gavle og den oftest matte tilsmudsning. Folk som ikke kan lade være at gramse, burde beholde hænderne i deres lommer!

Foto 6: Pas på helbredet ...

Sikkerhed og helbred

De nævnte malingfabrikater er faktisk noget slemt giftigt stads. Man får leukæmi og kræft og færre hjerneceller af at bruge dem. Især når man sprøjtemaler fordamper der store mængder fortynder, og farvetågen er farlig at indånde. Desuden er fortynder og maling brandfarlige.

Er man alligevel koldblodig nok til at bruge disse malingtyper, så sørg for masser af frisk luft og brug en kulfiltermaske (jeg bruger en 3M nr. 4255 som koster få hundrede kr). Engangs-støvmasker lader fortynderdampene passere frit og duer ikke. På længere sigt overvejer jeg at bygge eller anskaffe et lille sprøjtekammer (spray booth) med udsugning. På denne måde undgår man også at genere resten af familien. Masken bør man under alle omstændigheder bruge.

En anden udvej er at gå over til andre malingtyper. Floquil lancerede for nogle år siden en ny type acrylmaling, Polly Scale, som er langt mere sikker at arbejde med. Malingen er vandfortyndbar, men til sprøjtning må man alligevel anvende en fortynder der fordamper hurtigere end vand. Den indeholder alkohol hvis dampe også er sundhedsskadelige, og farvetågen er stadig farlig at indånde. Masken er altså nødvendig. Jeg har købt nogle glas Polly Scale maling og Airbrush Thinner dertil. Polly Scale er fortræffelig til penselmaling, sprøjtemaling har jeg ikke prøvet endnu. Jeg har lavet nogle maleprøver på messing, efter en uges tørretid hæfter malingen rimeligt.

Hvordan man kommer i gang

Jeg tror det betaler sig at købe en middelklasse airbrush som den første, de allerbilligste duer nok til grovere opgaver, men ikke til vogne og lokomotiver. Man får erfaringer med den, og lærer en masse som man bruger, når man køber den næste. Hvis man ikke har råd til en kompressor, kan man starte med drivmiddeldåser. Men ulemperne er som nævnt store, senere bør man købe en kompressor med beholder.

Til sidst er par ord om vedligeholdelse og pleje af en airbrush: Det er et præcisionsinstrument som skal holdes i orden. Det er lige som med en pensel, hvis ikke den bliver renset grundigt hver gang går det galt. Læs brugsanvisningen grundigt før du går i gang. Det er en god ide forsigtigt at adskille og samle airbrushen før man går i gang med at male, så man har prøvet det når den skal renses. Ved rensningen bør man bruge fortynder og udstyr som ikke beskadiger airbrushen (pensel, tandstikker, papirlommetørklæde, vatpind) eller som ikke efterlader partikler. Pas på knækkede tandstikkere og vatpinde af dårlig kvalitet. Jeg bruger også en miniflaskerenser beregnet til tandrensning, med den kan airbrushens hus efter adskillelse renses indvendigt.

Nyttige adresser

• Tutein & Koch, Farvergade 8, 1463 København K, http://www.tuteinogkoch.dk/ (airbrush, tegnartikler og meget andet)
• Rafn-Petersens eftf., Willemoesgade 2, 2100 København Ø (airbrush, kompressor, kulfiltermaske)
• Old Pullman Modellbahnen, Im Kreuz, Postfach 326, CH-8712 Stäfa, Schweiz, http://www.oldpullman.ch/ (Floquil og Polly Scale maling og fortynder)

Ændringer:
2008-03-15: Opdateret til HTML 4.01 Strict.
2009-01-01: Typografi opdateret.

Opdateret 2009-01-01